BOAG Begins- elever sammen med kenyanske bønder i Kenya.

Kenya - BOAG Begins

BOAG Begins er en elevstyret organisation for dig, der gerne vil sætte et globalt aftryk i din gymnasietid. Organisationen samler ind til bønder i Kenya efter princippet ’hjælp-til-selvhjælp’, så de kan blive selvforsynende.

BOAG Begins organiserer kagesalg ved blandt andet koncerter på skolen, pantindsamling og andre tiltag. Hovedaktiviteten er imidlertid at organisere årets store indsamlingsdag i november, hvor alle elever på Borupgaard Gymnasium er ude at arbejde og donerer 300 kr. Denne indsamling svarer til Operation Dagsværk, hvor eleverne fx tager en ekstra vagt på deres fritidsjobs, ordner have for naboen, pudser vinduer for mormor og morfar, vasker lærernes biler, laver loppemarked, eller hvad de nu ellers kan finde på.

De indsamlede penge doneres til dansk NGO

De indsamlede penge doneres til Momentum Trust, der er en dansk NGO med base i det vestlige Kenya. NGO'ens princip bygger på at give mikrolån til bønderne. Det er små lån på ca. 300 danske kr., der går til såsæd, gødning og træning af majs- og chia-bønder i Kenya. På den måde får bønderne højere udbytte af deres marker og kan bedre skaffe mad til familien, betale lånet tilbage og få råd til at sende børnene i skole.

Projektet er dermed både med til at øge fødevaresikkerheden, bekæmpe fattigdommen og styrke uddannelsen, som alle er blandt FN's udviklingsmål. 

Eleverne rejser til Kenya

Når du er med i BOAG Begins, har du mulighed for at komme med til Kenya og se, hvordan de indsamlende penge bliver brugt.

Nikoline fra 3.k fortæller om turen i 2022:

- Jeg synes, at turen til Kenya har været lærerig på så mange punkter. Man skal være klar på, at turen er udfordrende, så man skal selvfølgelig nøje overveje det, men det har været en oplevelse for livet, og en oplevelse, som det ikke er muligt at få andre steder. Det er sjældent at få lov til at bo så tæt på lokalbefolkningen og få indsigt i deres hverdag, som vi gjorde. Dét at se arbejdet hos Momentum Trust gjorde også turen interessant. Det var fedt at se, hvordan pengene fra BOAG gør en forskel hos farmerne og deres familier. Det har været den vildeste oplevelse, som jeg vil tage med mig fremover!

Se filmen om BOAG Begins

Ved at klikke på dette link accepterer du cookies og sporing fra den eksterne indholdsleverandør.


Se filmen om Borupgaard Gymnasiums elevinitiativer 

Ved at klikke på dette link accepterer du cookies og sporing fra den eksterne indholdsleverandør.