Drenge laver gruppearbejde på Borupgaard Gymnasium.

Tysk begynder A

Tysk er et sprog, danskere har stor glæde af at kende til, for Tyskland er vores naboland og største handelspartner. Mange danskere bruger tyske medier eller rejser til tysktalende lande i forbindelse med uddannelse og arbejde, og en del får tyske venner eller familiemedlemmer. Tysk er et sprog, som ligner dansk meget, og som alle kan lære at kommunikere på.

Hvordan foregår undervisningen?

Arbejdet i timerne drejer sig om, at alle lærer at læse, forstå, tale og skrive tysk og bliver klogere på de kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold i de tysksprogede lande. Hovedvægten ligger på nutidens Tyskland, men Østrig og Schweiz inddrages også. Vi beskæftiger os også med ældre perioder, hvor tysk kultur, politik og tænkning på godt og ondt har haft en afgørende indflydelse på Europa. 

Vi lægger vægt på, at du lærer sproget at kende på forskellige måder, fx gennem dialogøvelser, videoproduktion og sproglæringsapps, og ved at vi læser tyske tekster, ser film og hører musik. Opgaverne i timerne omfatter blandt andet opgaver omkring ordforråd, grammatik, tekstforståelse og lytteforståelse. 

Vi tager på juletur til Lübeck i 2.g, i teatret og i biografen for at se tyske film. I 3.g tager vi ofte på en rejse til Berlin eller en anden tysk storby. 

Vi har en udvekslingsaftale med et gymnasium i Brandenburg uden for Berlin, som vi kan besøge med elever, der har tysk som studieretningsfag eller er særligt interesserede i faget. 

Tysk som begyndersprog (A-niveau)

Tysk som begyndersprog kræver ingen forkundskaber i tysk. Vi opbygger systematisk et ordforråd ved at læse korte tekster og lave små kommunikationsøvelser, såsom rollespil, og vi arbejder med små videoklip og sange. Vi benytter os af e-bøger, hvor du kan lytte til oplæsning af små tekster og gloser.

I 2. og 3.g bliver teksterne lidt længere, og vi begynder at læse forskellige emner, som for eksempel Märchen (eventyr), Krimi (krimi), Jugend (ungdom), Sport und Identität (sport og identitet) eller Das Leben in der DDR (livet i DDR). Du lærer efterhånden at føre en samtale, at analysere tekster og film, og du får et indblik i tysk kultur og samfund.

Se filmen om tyskundervisningen

Ved at klikke på dette link accepterer du cookies og sporing fra den eksterne indholdsleverandør.