Fem elever laver gruppearbejde på Borupgaard Gymnasium

Fransk fortsætter B

Fransk er et meget efterspurgt sprog i det danske erhvervsliv, både i small talk og på forhandlingsniveau. At forstå og tale fransk åbner døren til hele den frankofone verden og dens kultur (litteratur, musik, film og meget mere). Sidst men ikke mindst er det et utrolig smukt sprog.

Hvordan foregår undervisningen?

Vi gør meget ud af at variere undervisningen, så vi får indarbejdet sproget på en sjov og effektiv måde. Du vil for eksempel producere (mange) små videoer, hvor du selv bruger sproget og endda laver fransk mad. Vi arbejder både med bøger, e-bøger og mange forskellige hjemmesider og apps, som for eksempel quizlet, franskgram, lyricstraining og Edpuzzle. Vi lægger stor vægt på, at du kan opleve den fransksprogede kultur æstetisk gennem lyd, billeder og andre sanseindtryk.

Vi tager på ekskursioner til kunstmuseer, i teateret og biografen, og vi dyster mod de andre franskhold på pétanquebanen!

I 3.g tager vi på en sprogrejse til et fransktalende land, hvor du får mulighed for at opleve kulturen og anvende dine sprogkundskaber.

Fransk som fortsættersprog (B- eller A-niveau)

Hvis du har haft fransk i folkeskolen, kan du vælge faget som fortsættersprog på enten B-niveau eller A-niveau, når du starter i 1.g. Det er også muligt at opgradere faget til A-niveau efter 2.g.

Fortsætterfransk bygger videre på dine forkundskaber, og du lærer i løbet af de første år at læse og forstå rigtige franske tekster og film, produceret til franskmænd. Temaerne for teksterne kan være: hjemløse i Frankrig, Stromaes musik, eller krimigenren. På A-niveau læser vi måske uddrag af Victor Hugos Notre Dame, vi læser om MeToo-bevægelsen i Frankrig, analyserer en tale af Macron og forbereder vores sprogrejse gennem tekster om den by, vi skal besøge.

A-niveau er ikke kun forbeholdt de allerdygtigste elever. At hæve fransk til A-niveau betyder, at man har et ekstra år til at blive endnu bedre til faget, hvilket resulterer i, at man får et mere aktivt sprog. Holdene på A-niveau er som regel små, hvilket skaber en særlig holdånd. Det forpligter ligeledes deltagerne til at engagere sig lidt ekstra, hvilket jo er helt naturligt, når man netop har valgt faget!

Se filmen

Se videofilmen om franskundervisningen på Borupgaard Gymnasium.

Ved at klikke på dette link accepterer du cookies og sporing fra den eksterne indholdsleverandør.