Historie

I faget historie arbejdes der med mange forskellige perioder og emner fra de tidlige, antikke samfund til nutidens globaliserede verden. Det kunne bl.a. være Romerriget, den europæiske middelalder, Industrialiseringen, den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, Israel-Palæstina-konflikten, besættelsestiden, krigen mod terror og m.m.

Et af formålene med faget er at give eleverne viden om og forståelse for historiske udviklingstræk, som har været med til at forme den verden vi lever i - fra det lokale til det globale. I denne forbindelse arbejdes der både med temaer indenfor Danmarkshistorien, Europas historie og verdenshistorien, hvor bl.a. årsager og konsekvenser af centrale begivenheder undersøges.

Historie er et 3-årigt obligatorisk forløb, hvor eleverne gennem undervisningen trænes i at tænke selvstændigt og kritisk, arbejde med forskelligartede materialer, f.eks. tekst og billeder, søge relevante informationer og gennem læsning af kilder opstille historiske problemstillinger.

Historie er således et fag som gennem arbejdet med fortiden, giver forståelse for nutiden – og måske endda fremtiden.