Rektor

Det forpligtende fællesskab

Kære besøgende på Borupgaard Gymnasiums hjemmeside.

Du har klikket dig ind på skolens hjemmeside. Måske fordi du vil gå her, fordi du er forældre til en, der vil, allerede er en del af gruppen eller bare er interesseret i at vide, hvad vi byder på og står for. Det er det, vores side er til for, og mit bidrag her er med for at fortælle lidt om de værdier, vi sætter højt hos os.

For mig at se er der tre helt centrale begreber for os. Livsduelighed. Forpligtelse. Bæredygtighed. Sidste år opdaterede vi vores mission og vision for skolen, og det blev til de formuleringer, du kan finde her. De nævnte tre begreber står i denne helt centralt.

Livsduelighed i den bredest tænkelige forstand er det, vi uddanner elever til. Elever der kan begå sig i et samfund med fornuft og vid, og så de bidrager til vores alle sammens velfærd. Vores uddannelse fører til videre uddannelse, og sådan skal det være. I sidste ende varetager de funktioner og jobs i samfundet, som tilfører os alle værdi og gør vores samfund bedre. Det er målet for os på Borupgaard, at de kan klare både arbejdslivet og livet i det hele taget, med robusthed og indsigt, og det netop på baggrund af solid uddannelsesmæssig ballast givet med herfra.

Det vi gør er bæredygtigt - eller det tilstræber vi, at det er. Vi arbejder på, at skolen som fysisk rum ikke udnytter verdens energimæssige og andre ressourcer på en ikke bæredygtig måde, ligesom vi arbejder i et fællesskab, der skaber glade og tilfredse elever og medarbejdere, idet vi anser disse to parametre for afgørende i det bæredygtige sociale fællesskab, som en skole også skal være. Begge elementer er der god økonomi i - så den økonomiske bæredygtighed kommer med som den tredje gæst. Stabil organisation og hverdag er også vigtigt for alles trivsel.

Bæredygtighed og livsduelighed forpligter vi os på og kræver din forpligtelse. Hvis du er en hjemmesidegæst, der gerne senere vil gå her, så skal du vide, at vi forventer, du forpligter dig. Til flid og til at gøre dig umage og til at være en del af fællesskabet. Det forventer dine kammerater og dine lærere af dig, og det forventer samfundet af dig. Det er en stor gave, vi i Danmark kan tilbyde alle uddannelse og personlige udfordringer i sådan en grad, som du møder dem på en ungdomsuddannelse, og det forvalter vi med ydmyghed og omhyggelighed.Vi passer på det ved dagligt at være forpligtede på altid at yde vores bedste.

Tak fordi du kiggede forbi her på siden og tog dig tid til at læse mere om os. Jeg glæder mig til at se dig som kommende elev eller som en anden gæst på gymnasiet. Du er i øvrigt altid velkommen til at kontakte mig om stort og småt på enten mail tj@boag.nu eller på telefon +45 24 79 38 78

Velkommen

Thomas Jørgensen, rektor 

Credits