1.a besøger Louisiana

1a var en tur på kunstmuseet Louisiana for at se udstillingen om selvportrætter - og fandt "sjælens funklende lys"!

1.a billedkunsthold har igennem længere tid arbejdet med portrætter. Klassen startede skoleåret med at tegne hinanden og det viste sig, at flere elever i klassen var særdeles fremragende til at tegne.

Signe 1.a

Klassen var derfor ikke længe om at beslutte, at selvportrætudstillingen på kunstmuseet Louisiana var et ‘must see’.

Det var derfor med højt humør og store forventninger, at 1.a kort før Jul drog mod Louisiana Museum. Efter en lang bus og togtur i det nordsjællandske ankom klassen til Humlebæk, hvor museet har hjemme. Her blev de budt velkommen af museets guide, og så gik omvisningen ellers i gang. Omviseren stillede masser af spørgsmål, som 1.a svarede kyndigt på, alt imens de prøvede at fange de mange portrætters særegne træk med papir og blyant.

Frida Kahlo

Frida Kahlo

Klassen blev introduceret for en perlerække af selvportrætter, der alle var meget forskellige i udtryk, temperament og karakter. Det var værker fra den tidlige modernisme og frem til i dag.

Efter omvisningen gik 1.a alene på opdagelse på museet og særligt et værk fangede alles interesse. Det var den japanske installationskunster Yayoi Kusamas værk ’sjælens funklende lys’ fra 2008. For at opleve værket skulle man, helst alene, gå ind i en lille hvis boks og lukke døren efter sig. Inde i boksen blev man mødt af en uendelig verden af lys i skiftende farver, som spejlede sig i rummets vægge og lofter beklædt med spejle. Gulvet var et vandspejl og det var kun muligt at stå midt i vandet på en platform.

Herefter vendte klassen snuden hjemad – alle berigede med visuelle indtryk til det videre arbejde med portrætgenren.

Credits